| (Artiklen er bragt i Difko Value, april 2008) Michael Graff Nielsen skabte sin formue ved hjælp af fornuft og forretningssans på ejendomsmarkedet i halvfemserne. De senere år har de kølige fakta i lommeregnerens display fået ham til at lægge strategien om og investere bredt. Blandt andet i skibe og vindmøller. I 1990 sad Michael Graff Nielsen og kedede sig lidt i sin revisorstilling. Heldigvis stod en af hans gode venner og manglede en administrator til en række boligejendomme, og Michael Graff Nielsen slog til. Det blev begyndelsen på en karriere som ejendomsinvestor. Op gennem halvfemserne havde Michael Graff Nielsen stor succes med at investere i boligejendomme, men i 2003 begyndte han at se sig om efter nye udfordringer. ”Personligt trængte jeg til nye udfordringer, og min fornemmelse var, at priserne var toppet, så jeg realiserede min gevinst og begyndte at interessere mig for andre investeringsobjekter end ejendomme. Jeg havde oparbejdet en formue af en vis størrelse, så jeg fik pludselig et behov for at sprede min risiko og vedligeholde formuen,” forklarer Michael Graff Nielsen. Udsving udlignes Michael Graff Nielsen lagde strategien om og spredte sine investeringer bredt. I dag har han både investeringer i skibe, hvor han drager fordel af tonnageskatteordningen, i vindmøller, der har en favorabel indvirkning på skatten og giver en stabil indtægt, og i forskellige aktier og obligationer. Størstedelen af investeringerne ligger forsat i ejendomme, dog primært erhvervsejendomme. ”Sammensætningen af vindmøller, skibe, ejendomme og værdipapirer skaber en stabil portefølje, hvor udsvingene på de forskellige investeringstyper udligner hinanden. Det giver mig en større sikkerhed end ejendomme alene. Jeg har tidligere prøvet at satse alt på en hest, og det ønsker jeg ikke mere,” siger Michael Graff Nielsen. Glem følelserne Fremtidens investeringer ligger også ligeligt fordelt inden for disse fire typer aktiver. ”Selvom jeg holder meget af ejendomme, blander jeg aldrig følelser ind i investering. Jeg er ligeglad med, om et skib er gult eller blåt, og hvor i verden det sejler. Det er en ren forretning, og det er lommeregneren, der bestemmer, om et projekt interesserer mig,” siger Michael Graff Nielsen. Det var en god ven, der i sin tid anbefalede Michael Graff Nielsen at investere i et af Difkos projekter. Men det er beregningerne på lommeregneren, der har fået ham til at blive. "Mit første projekt hos Difko gik rigtig godt! Derfor bliver jeg ved med at komme tilbage efter mere. Et Difko-projekt er lig med en sikker investering," siger Michael Graff Nielsen. Forrige Næste  |