| (Artiklen er bragt i Difko Value, april 2008) Erfaring, netværk og et godt navn i shippingbranchen sikrer Difko de gode skibsprojekter. Men kun de allerbedste skibe slipper gennem Difkos kritiske udvælgelsesproces. Både teknikere, økonomer, erfarne redere og sågar en dykker skal sige god for et skib, før det ender som aktiv i danske porteføljer. ”Indkøbsprocessen omkring et skibsprojekt ser nærmest ud som en stor tragt. Vi får op til 60 henvendelser hver dag om skibe, der er til salg. Heraf er blot et eller to værd at gå videre med, og af dem er der igen meget få, der lever op til alle vores krav og forudsætninger til et godt skibsprojekt,” forklarer projektchef, Jan Mayland, fra Difkos skibsafdeling. Med erfaring fra mange år i shippingbranchen screener afdelingen de mange købstilbud. Et indgående kendskab til markedet og tidligere erfaring med mange forskellige skibstyper giver umiddelbart Jan Mayland og hans kolleger et klart billede af, hvilke skibe der er egnede som aktiver for Difkos investorer. Dobbeltskrog er en god investering ”Vi tager udgangspunkt i de ønsker og input, vi får fra investorerne, og matcher dem med vores eget kendskab og forventninger til markedet fremover. Lige nu er det for eksempel interessant at kigge på dobbeltskrogede tankskibe, idet vi forventer, at de fleste lande vil forbyde enkeltskrogede skibe fra 2010,” siger Jan Mayland. Stål og motor inspiceres Ud over de markedsmæssige forudsætninger for skibet stiller Difko en række strenge krav til det enkelte fartøjs kvalitet, før et eventuelt bud gives. Det stål, skibet er konstrueret af, skal leve op til helt specifikke krav. Difko foretrækker desuden skibe, der er bygget på et værft med en veldokumenteret høj kvalitet. Skibets motor er en anden vigtig parameter i vurderingen af et potentielt investeringsobjekt. Difko kræver, at motorens tilstand og vedligeholdelsesgrad er i top. Motoren skal helst stamme fra en anerkendt producent, for eksempel tyske MAN B&W. Derudover vurderes skibets overordnede vedligeholdelsesgrad ved to uafhængige tekniske inspektioner af skibet. Altid en reder blandt investorerne Det er en forudsætning for Difko, at projektet bakkes op af en reder, der indtræder som professionel investor. Typisk tegner rederen sig for en del af investeringen og forpligter sig til at varetage driften af fartøjet. Difko gør derfor også brug af rederens ekspertise i vurderingen af skibet inden købet. ”Når en shippingaktør deltager som den professionelle investor i et projekt, er det dels et kvalitetsstempel af aktivet, men også en tryghedsfaktor for de øvrige investorer. Den professionelle aktør er en garanti for skibets drift, idet han både har penge og hjerte med i projektet,” forklarer Jan Mayland. Godkendes af habitter og frømandsdragt Når beslutningen om et køb er taget, går Difko i gang med at optimere projektets forudsætninger. Der foretages yderligere tekniske undersøgelser, som danner baggrund for et budget for skibets fremtidige drift. Budgettet lægges, så investorerne ikke burde få ubehagelige overraskelser. Det endelige køb er betinget af to ting: For det første skal Difkos bestyrelse godkende skibet, og for det andet skal skibet undersøges af et dykkerhold. Hvis ingen af parterne har indvendinger, gøres købet endeligt. ”På dette tidspunkt er vi slet ikke begyndt at sælge projektet til investorerne endnu. Difkos størrelse betyder, at vi selv kan købe skibet og dermed sikre, at projektet bliver ført ud i livet. Denne fremgangsmåde har betydet, at de gode redere og andre seriøse partnere gerne samarbejder med os. De kan være sikre på at deltage i et kvalitetsprojekt, der med garanti bliver til noget. De spilder ikke deres tid her hos os,” siger Jan Mayland. Hvad skal en skibsinvestor overveje? Hvordan er min risikoprofil? Med en skibsinvestering løber man en højere risiko, end hvis man for eksempel investerer i en ejendom. Til gengæld kan man forvente en større fortjeneste, især i disse år, hvor fragtmarkedet har fart på. Hvor lang tid er jeg parat til at binde mig? En skibsinvestering forløber typisk over syv til ti år. Selvom mange selskaber i de senere år har solgt skibene inden da, skal man som investor være indstillet på at kunne binde sig i længere tid. Hvordan er min skatteprofil? Som skibsinvestor har man mulighed for at gøre brug af tonnageskatteordningen. Her betales skatten af skibets nettoregistertonnage, hvilket giver en meget lav skat i forhold til den almindelige selskabsskat. Tror jeg på skibets potentiale? Inden man går ind i et skibsprojekt, bør man sætte sig ind i markedet, så man kan få en fornemmelse af, om de forventninger, der er til skibet, er realistiske. Kontakt Difkos skibsafdeling direkte eller se blandt andet fragtrater og forventninger på www.difko.dk. Hvordan er skibets tilstand? Endelig bør man som potentiel investor forholde sig til det enkelte skib. Difko sikrer, at skibets tilstand er i orden, eller at der er taget højde for eventuelle reparationer og forbedringer i budgettet. Skibets inspektionsrapport er desuden også tilgængelig hos Difko. Interessante skibstyper netop nu Dobbeltskrogede tankskibe ”Fra 2010 forventes de enkeltskrogede skibe at være udfaset. Ordrebøgerne for dobbeltskrogede skibe, som skal erstatte de enkeltskrogede, er ikke ret store for 2010 og fremefter. I 2010 forventes der ikke at være ret mange flere tankskibe, end der er i dag – og i mellemtiden vil verdenshandlen jo være øget betydeligt. Så dobbeltskrogede tankskibe er en god investering.” Mindre bulkskibe ”De større bulkskibe er ikke længere så interessante, som de har været. Til gengæld er mindre bulk- og stykgodsskibe interessante, for dem er der ikke så mange af på markedet. Den type kigger vi på for tiden.” Færger ”Færger er interessante, fordi man har lange kontrakter med en skriftlig aftale om en fast indtægt. Her er det blot vigtigt at sikre sig, at de forventede omkostninger er realistiske.” Jan Mayland, projektchef Forrige Næste  |