| (Artiklen er bragt i Difko Value, november 2008) Investor Anders Brummerstedt lader sig ikke pacificere af stigende renter, inflation og stagnation på ejendomsmarkedet. Han skærper blot sine krav til både projekter og udbydere og er på jagt efter nye typer aktiver, der kan sikre en bred og dermed stabil portefølje. ”Det er vigtigt, at man ikke går i panik, bare fordi det ikke er så nemt længere. For så er man da helt sikker på at handle forkert. Man skal i stedet klappe hesten og stille krav til udbyderen og projektmaterialet, så man er sikret et projekt, der er gennemtænkt i forhold til markedets tilstand nu – og i fremtiden,” siger Anders Brummerstedt. Til daglig er Anders Brummerstedt business development manager ved NNE Pharmaplan. I starten af firserne købte han sin første skibsanpart hos Difko og har siden etableret en solid portefølje, der huser både vindmøller, skibe, ejendomme, aktier og obligationer. En portefølje, der stadig vil vokse – inflation eller ej. Stil krav Anders Brummerstedt sammenligner først og fremmest et projekt med de alternative muligheder. Dernæst vurderer han projektets følsomhed. ”Kan projektet give et fornuftigt afkast på trods af renteudsving? Hvilke muligheder er der for at tilpasse produktet til forskellige markedssituationer? Jeg stiller større krav til udbyderen. Han skal kunne levere god information omkring alle aspekter af projektet, og der skal være taget højde for flere scenarier. Det er vigtigt at gå efter et seriøst projekt, der er gennemtænkt til markedssituationen. Altså i virkeligheden almindelig sund fornuft,” siger Anders Brummerstedt. Men i øvrigt ser Anders Brummerstedt ikke sort på den økonomiske situation. ”Fordi der er rentestigning, og boligmarkedet stagnerer, er det ikke verdens undergang. Det er jo bare en periode. Tværtimod tror jeg, man netop nu kan finde nogle attraktive investeringer, som vil stige igen. Man skal bare tænke langsigtet,” mener Anders Brummerstedt. Jobredere, jo bedre Anders Brummerstedt opfordrer til at se indad og sikre sig, at den samlede portefølje er bredt funderet, for så kan den holde stand mod lidt af hvert. ”Man skal ikke lægge alle sin æg i en kurv. Det går op og ned, men ikke på alle markeder på én gang. Derfor er det vigtigt for mig at investere i mange forskellige aktiver. Dermed bliver porteføljen mindre følsom over for forskellige situationer,” forklarer Anders Brummerstedt. Nytænkning, tak Bredde i porteføljen har været en rød tråd gennem Anders Brummerstedts investeringer, siden han som studerende købte sin første skibsanpart. Derfor efterspørger han lige nu nye typer aktiver og nye typer investeringsprodukter, så den samlede portefølje bliver mere stabil. Udbyderne skal både nytænke og gennemtænke. ”Det ideelle nye produkt for mig skulle således indeholde en ny form for aktiv, så jeg fik et nyt ”ben” i min portefølje. Det måtte gerne være inden for energiområdet, for det er interessant lige nu, men det kunne også være noget andet. Jeg vil også gerne give lidt køb på afkastet mod i stedet at have en høj sikkerhed. Porteføljespredning er det vigtigste, så jeg vil nøje følge, hvad der kommer af gode bud fremover,” siger Anders Brummerstedt. Forrige Næste  |