top-sider.jpg


 

top-sider.jpg

Til forsiden

Login til Mit Difko

NyhederDelerSitemapDelerKontaktDelerJobDelerEnglish
Søg

Om DifkoInvesteringsprojekterHandel med anparter-videreAdministrationSalg/udlejningInkassoSkat
Samarbejdspartner på alle områder
Selskabsstruktur
Værdier
Difkos historie
Investordemokrati
Bestil en foredragsholder
Difko er grøn
Årsrapporter
Investormagasin
Nyheder

Tilmeld nyhedsbrev

Investering - Vind

DifkoOm Difko Diko Value 2008 - NovemberLovændring skaber bedre indtjeningprint venlig side

Lovændring skaber bedre indtjening på tyske vindmøller

(Artiklen er bragt i Difko Value, november 2008)

 

Afregningsprisen for grøn elektricitet i Tyskland forhøjes fra 2009 til gavn for både eksisterende og kommende vindmølleprojekter. Den nye lov er samtidig et markant politisk signal om fremtidig medvind til de tyske vindmøller.

 

Mens turisterne denne sommer sneglede sig ned ad de tyske motorveje, brugte de tyske politikere sommeren til at sætte skub i vindmøllemarkedet med vedtagelsen af en omfattende lovændring på området. Målet er ambitiøst. At øge produktionen af grøn energi i Tyskland så meget som muligt og så hurtigt som muligt. Lovteksten indeholder flere interessante
elementer for danske investorer. Først og fremmest er der en kontant forhøjelse af afregningsprisen på grøn elektricitet gældende for møller, der opføres i 2009. Hidtil har 1 KWh elektricitet indbragt 8,03 eurocent, men for nye møller er prisen hævet til 9,02 ct/ kWh. Samtidig sænkes den årlige nedjustering af afregningsprisen fra 2% til 1%. Nye vindmøller får altså en højere startpris, som det følgende år oven i købet ikke falder så
hurtigt som under de nuværende regler. ”Målet med lovændringen er at få bygget så mange møller som muligt inden for en kort årrække for at leve op til en række overordnede klimapolitiske mål. Derfor forbedrer man vilkårene væsentligt. Med lovændringen bliver det tyske marked endnu mere attraktivt,
så vi forventer at kunne udbyde flere tyske projekter i 2009,” siger projektchef Mikael Rønholm-Nielsen.


Bonus til teknisk stærke Difko-møller
Idet målet er mere grøn energi, giver lovændringen også en bonus til eksisterende møller, som lever op til en række tekniske krav, der øger driftssikkerheden og effekten. Bonussen lyder på yderligere 0,7 ct/kWh og udbetales i fem år.
”Difkos tyske vindmøller er teknisk set meget langt fremme, så vi forventer, at de forholdsvis nemt vil kunne opgraderes, så de lever op til de skærpede krav, hvis de da ikke allerede gør det i dag. Vi regner på det i øjeblikket,
men det ser ud til, at de fleste investorer vil kunne nyde godt af den nye bonus,” siger Mikael Rønholm-Nielsen.

Årsagen til de nye tekniske krav til vindmøller er, at vindkraft udgør en stadig stigende del af forsyningsmixet i Tyskland, hvilket skaber tekniske udfordringer i forhold til netstabiliteten. En stor del af den elektricitet, der produceres via vindkraft skal transporteres fra Nord- og Østtyskland til hovedforbrugerne i de vestlige og sydlige regioner. I blæsende perioder har man ofte netproblemer i bestemte regioner på grund af den omfattende produktion fra vindmøllerne. Netoperatørerne har paradoksalt nok forsøgt at løse problemet ved at reducere eller frakoble møller, men nu indføres ændrede tekniske krav, så den grønne energi kan udnyttes fuldstændigt.


Tyskland satser på vindenergi
De nye tyske fordele for grøn energi er en direkte følge af den globale klimadebat og et markant politisk signal om, at Tyskland ønsker at satse på miljøvenlig energi.

”Hele denne pakke er utrolig positiv for vindenergien. De tyske politikere viser nu, at de har valgt vind som vejen frem,” siger Mikael Rønholm-Nielsen, der netop er ansat i Difkos indkøbsafdeling efter 14 år på forskellige poster
i den danske, tyske og mellemeuropæiske vindmøllebranche.


Strategisk skifte
Den grønne medvind er ikke blot et udtryk for en politisk satsning; den markerer samtidig et strategisk skifte fra de tyske netoperatørers
side.

”Traditionelt har netoperatørerne set vindenergien som et svagt element og måske endog som et destabiliserende element på nettet, og de har haft mere tillid til traditionelle kulkraftværker og kernekraft. Men i takt med den teknologiske udvikling er vindmøllerne blevet så stabile og så effektive, at netoperatørerne ikke blot har identificeret vindkraft som en attraktiv kommerciel løsning, men også som et langsigtet bidrag til opretholdelse af netsikkerheden,” forklarer Mikael Rønholm-Nielsen.


Mulighed for at sælge til markedspriser
På længere sigt er der også andre interessante elementer for danske investorer i den tyske lovtekst. I Tyskland er grøn elektricitet hidtil blevet afregnet til statsgaranterede faste priser. Men den nye lov åbner nu mulighed for at veksle mellem den statsgaranterede pris og
markedsprisen.
”Det er interessant lige nu, hvor kul- og olieprisen er meget høj, og derfor vil det nogle gange kunne betale sig at sælge elektriciteten på det frie marked. Den faste tarif bliver dermed reelt blot en bund i et ellers frit marked, hvilket
selvsagt er en meget fordelagtig situation for sælgerne. Dog skal vi fra Difkos synspunkt tage i betragtning, at mange af de låneaftaler, der ligger til grund for vores projekter, er afhængige af de statsgaranterede priser, men det er en problemstilling, vi er i gang med at løse,” siger Mikael Rønholm-Nielsen.

 

Fakta om nye tyske regler på vindområdet
• Ny afregningspris for møller idriftsat efter 1. januar 2009: 9,02 ct/kWh

  (mod 8,03 ct/kWh for ældre møller)
• Den årlige nedjustering af afregningsprisen for møller idriftsat efter 1. januar

   2009 falder fra 2% til 1%
• Ny fem-årig bonus til møller, der lever op til en række skærpede tekniske

   krav
• For møller opført 2002-2008 er bonus 0,7 ct/kWh
• For møller opført i perioden 2009-2014 er bonus på 0,5 ct/kWh
• Mulighed for at veksle mellem det statslige prisafregningssystem og den frie 

   strømbørs
• Højere afregningspris for off-shore vindmøller (p.t. ikke aktuelt for Difkos

   investorer)
• Bonus for udskiftning af meget gamle møller (ikke aktuelt for Difkos 

   investorer)
• Lovændringen træder i kraft pr. 1. januar 2009 

 

Forrige                                                                                           Næste 

Investormagasin - Difko Value artikler

 

Difko A/S • Sønderlandsgade 44 • DK-7500 Holstebro • Tlf.: +45 70 11 75 00 • difko@difko.dk